Menu
Til nyhedsoversigt

Cancerforum er et sikkert sted at dele oplysninger

- af Cancerforum redaktionen
Få gode råd til sikker adfærd på internettet

Vi vil gerne understrege det: Cancerforum er et sikkert sted at dele oplysninger. Det skyldes, at vi opbevarer og håndterer personoplysninger på en sikker platform, og at vi ikke deler oplysninger med andre. Alligevel vil vi gerne give et par generelle råd om digital sikkerhed, der både gælder Cancerforum men også internettet i det hele taget. Både virus, phishing og spam skal undgås. Men hvad kan man selv gøre for at undgå det? Det giver dig nogle råd til her. 

Svar kun på sikre beskeder
Phishing er et forsøg på at lokke dig til at give modtageren dine personoplysninger. Beskederne har tit stavefejl og er dårligt oversat til dansk og forsøger at udgive sig for at være fra en bekendt, en offentlig myndighed eller en virksomhed.
Uanset hvem afsenderen af beskeden ser ud til at være, så send aldrig dine personfølsomme oplysninger via sms, e-mail eller private beskeder på Cancerforum (som fx bankkontonumre, personnummer eller kodeord).

Lav et stærkt kodeord 
Kodeord skal være længere end 12 tegn.
Du gør dit kodeord meget sværere at hacke, hvis du vælger et langt kodeord gerne en kombination af store og små bogstaver og tal.

Opdater dine programmer
Opdater løbende programmerne på din computer, mobil og tablet. På den måde beskytter du dine data. Du kan sætte computeren, mobilen og tabletten til at opdatere automatisk, så de altid benytter sig af de nyeste programmer.

Brug din sunde fornuft
Lad være med at klikke på links eller downloade materiale, som du ikke er sikker på er i orden. Hvis du er i tvivl, så tjek hellere en ekstra gang.

Særligt for Cancerforum
Cancerforum er et socialt medie, hvor mange skriver om deres eller andres sygdomsforløb.
Det kan være en god idé ikke at bruge sit rigtige navn som profilnavn, hvis man gerne vil være anonym. Ligeledes skal man ikke oplyse sit cpr-nr., kontonummer m.m., som bør være private for andre. Man bør heller ikke sende andres telefonnummer og andre personlige oplysninger m.m. uden tilladelse fra den pågældende person.

Kontakt Cancerforum redaktionen
Du er altid velkommen til at kontakte Cancerforum redaktionen, hvis du har nogle spørgsmål omkring sikkerhed og adfærd her på Cancerforum. Du bør også kontakte redaktionen, hvis du vil have slettet data, ved mistanke om phishing eller andre lignende problemer.

Læs mere og få gode råd omkring sikker adfærd på Internettet her: Sikkerdigital.dk