Menu
Til nyhedsoversigt

Invitation til dig: Sjældent kig indenfor i kræftforskningens verden

- af Cancerforums redaktion
Få et kig gennem forskernes mikroskop og bliv klogere på, hvordan spytprøver kan bruges i kræftforskning. Det er blot nogle af de oplevelser, der venter, når Kræftens Bekæmpelse inviterer indenfor i foreningens store forskningscenter.

Hos Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning på Østerbro i København arbejder 270 danske og internationale forskere hver dag på at blive klogere på, hvorfor kræft opstår, hvordan det kan forebygges - og hvordan det kan behandles. 

Som led i Forskningens Døgn åbner vi nu dørene til et sjældent kig indenfor i forskningens verden, hvor gæsterne kan komme helt tæt på både forskerne og deres arbejde og forhåbentlig blive klogere på, hvad kræft egentlig er for en sygdom. Det sker onsdag d. 24. april.

Spændende foredrag
Aftenen byder på mulighed for at komme med på en rundvisning, hvor du møder nogle af husets kræftforskere. De fortæller om deres arbejde og svarer gerne på spørgsmål. 

Der er også mulighed for at høre et foredrag om kræftens historie, hvor professor og forskningschef hos Kræftens Bekæmpelse, Mef Nilbert, tager tilhørerne med på en rejse gennem tiden og på tværs af kloden for at blive klogere på nogle af de vigtigste opdagelser indenfor kræftforskningen. Undervejs møder de nogle af de forskere, som lagde grunden for den viden, vi i dag har om kræft. 

Aftenens program:
17:00-18:00: Rundvisning 1

18:00-18:30: Foredrag ved forskningschef Mef Nilbert

18:30-19:30: Rundvisning 2

Hvis du vil med på en rundvisning? Send da en e-mail til Lissa Churchward på lissa@cancer.dk senest torsdag d. 11. april med dit fulde navn og hvilken rundvisning, du ønsker at deltage i. De to rundvisninger er ens.

Det er ikke nødvendigt at melde sig til foredraget.

Deltagelse er gratis.


Rundvisning og foredrag foregår hos Kræftens Bekæmpelse, Strandboulevarden 49, 2100 København Ø, onsdag d. 24. april.